|
Bands 2004
- Safri Duo
-
Safri Duo består af Morten Friis og Uffe Savery. De to har kendt hinanden hele deres liv, og spillede sammen i Tivoligarden i en alder af henholdsvis 8 og 10 år. Den første gang de rigtigt spillede sammen var tilbage i den tid, hvor karnevaller begyndte at blive populære i København. I 1985 søgte de to ind på Musikkonservatoriet, de to havde meget travlt for de var allerede første år på Musikkonservatoriet navne på den klassiske muiskscene. Når Safri Duo på det tidspunkt skulle høres i radioen foregik det primært på P1 og P2.
Safri Duo blev et stort navn indenfor klassisk musik, duoen har turneret hele verden rundt og spillet alle de store steder som eksempelvis Sydney Operaen og The Royal Albert Hall i London. I forbindelse med deres optrædener i London stiftede duoen bekendtskab med house- og techno-musik i klubmiljøet i London. Det var noget som fangede dem begge, og de fik lyst til at prøve det af. Duoen var nået til et punkt i den klassiske verden hvor de ikke kunne komme længere, så overvejelserne om noget nyt rumstererede. Som Uffe selv siger det, var det et meget stort spring af kvitte det sikre på den klassiske scene, for at bytte det ud med en mere usikker fremtid i populærmusikkens verden.
Startskuddet blev en livekoncert i Vega som blev filmet. Efterfølgende fik Safri Duo produceret en video ud fra livekoncerten, da Safri Duo er noget som ikke blot skal høres - de skal ses så man kan opleve deres meget energiske og hårdtpumpede show på scenen. Da videoen var sendt rundt til pladeselskaber i Danmark var der ingen ende på de tilbud som Safri Duo fik, de endte med at vælge Universal som deres selskab.
- Zididada
- Zididada tager hul på et nyt kapitel. Zididada alias sangeren Jimmy Colding og guitaristen Danny Linde følger deltagelsen i Dansk Melodi Grand Prix op med et nyt album, ”Princess”, der består af nye numre mixet med friske genindspilninger af gruppens største hits. De to musikere er i topform med nyt pladeselskab, ny manager og nye superproducere på holdet.
Hidtil har de bare været ”drengene fra Zididada”. Men efter deltagelsen i Dansk Melodi Grand Prix 2004 i Århus ved hele Danmark, hvem de er.
Den 34-årige sanger Jimmy Colding og den 35-årige guitarist Danny Linde har foreløbig været sammen i seks år i Zididada. Det er blevet til tre succesrige albumudgivelser, en lang stribe af hits – og et ry som et partyrockband, der altid er garant for en glad aften. Men samtidig har Zididadas fiktive tegneserieunivers med evig sol, sandstrande og fester til dels skygget for de to personligheder og komponister bag musikken. Det skal være slut nu.
Jimmy Colding og Danny Linde er klar til at træde i karakter som popstjerner. Prøvetiden er ovre, eksamen er bestået, og virkeligheden venter på at blive erobret. Deltagelsen i Dansk Melodi Grand Prix følges op med udsendelsen af et nyt album, ”Princess”, der består af tre nye numre, heriblandt grandprixsangen i en engelsk udgave, plus 11 genindspilninger af Zididadas største hits fra duoens første tre studiealbum.
Siden det seneste studiealbum, ”Happy Fool” fra 2002, har Zididada skiftet til pladeselskabet CMC Entertainment, og det markeres med en udgivelse, der både peger bagud og fremad. Alle de gamle favoritter som ”Rock My Boat”, ”Walking On Water” og “Please Ya, Lisa” er med på albummet i form af helt dugfriske nyindspilninger.
Debutalbummet ”Welcome To Zididada” udkom i marts 1999 og blev straks en stor succes – med 40.000 solgte eksemplarer - akkurat som Zididada straks slog igennem som et af danskernes foretrukne livebands. Også de efterfølgende singler, ”Rock My Boat” og ”Sugartop” blev populære. Det samme gjorde det opfølgende album, ”Have A Zididada Day”, der udkom i oktober 2000, med hits som ”Zididada Day”, ”You And I (La La La)” og ”Los Reventados”. Karrieren var i dén grad på skinner. Understreget af ny succes med album nummer tre, ”Happy Fool” fra 2002 – med hittet ”Walking On Water”.
Zididada har fra dag ét haft modet til at gøre tingene på deres egen måde. De er svære at sætte i bås musikalsk. Sangskrivningen er meget varieret. Og det fortsætter den med at være – som man kan høre på det nye album – ”Princess”. Titelsangen er naturligvis en engelsk version af grand prix-sangen. Men dermed ophører forudsigeligheden. Hør blot det funky nye nummer ”Cool L.A.”. Pludselig lyder Zididada som om, de er blevet bedt om at skrive soundtracket til en blaxploitation-film fra 1970’erne, fyldt med action, sorte babes i højhælede sko, amerikanerbiler med leopardskindsplettet indtræk og svedig soulmusik.
- Michael Learns To Rock
- Med et globalt pladesalg på mere end 8 millioner eksemplarer siden debut´en i 1991, handler historien om MLTR ikke bare om et af de største internationale navne, der er kommet ud af Danmark – det er også fortællingen om undtagelsen, der bekræfter reglen! I modsætning til så mange andre internationale navne, har vejen til succes for MLTR nemlig aldrig handlet om skandaler, skilsmisser, stofproblemer eller for den sags skyld ekstremt image og livsførelse – det har altid handlet om musik. Om en formidabel evne til at skrive så fine popsange, at de alene på deres indiskutable kvaliteter, har kunnet trænge igennem støjen og sikre gruppen et støt stigende publikum og pladesalg.
Da MLTR i foråret 2000 påbegynder forberedelserne til studiealbum nummer fem, beslutter Søren Madsen sig for at forlade gruppen, for istedet at prøve kræfter med en solokarriere. Richter, Lentz og Wanscher beslutter sig for at fortsætte som trio – og går i løbet af sommeren i studiet. Som på de tidligere albums, vælger gruppen heller ikke denne gang en kostbar udenlandsk stjerneproducer – men allierer sig istedet med den uhyre talentfulde danske musiker, arrangør og producer Boe Larsen, der sammen med de tre fra bandet, finder nye musikalske veje og udfordringer for MLTR. Resultatet er BLUE NIGHT – MLTR anno 2000. 12 nye, højprofilerede kvalitetspopsange, som udvidelse af et i forvejen fornemt repertoire, der nok har Danmark som afsenderadresse, men forlængst har bevist at selv den fjerneste afkrog af verden aldrig er længere end en god sang væk.
BLUE NIGHT bliver endnu en succes for MLTR – salget er tæt på platin i hjemlandet og albummet rammer også pænt på hitlisterne i såvel Asien som på gruppens nyere marked i Sverige. I 2001 drager gruppen ud på en fem uger lang turne, med stop i Dubai, Phillippinerne, Singapore, Thailand, Malaysia og Kina – og op til turen udgiver man i Sydøst Asien den nye opsamling 19 LOVESONGS (der inkluderer den
helt nye sang GHOST OF YOU. Dette album udkommer i DK i 2002). På forhånd er der aftalt at bandet holder en længere pause når turen er overstået. En pause der kan give Richter, Lentz og Wanscher mulighed for at arbejde med egne projekter – og det fører bl.a. til solo-albummet PLANET BLUE fra Richter.
I begyndelsen af 2003 mødes bandet igen – og går i gang med planlægningen af deres sjette album. Jascha Richter beslutter sig for at udfordre sin sangskrivning i mødet med ligesindede – og rejser i foråret og sommeren rundt i Skandinavien og co-writer med en lang række sangskrivere, med henblik på det kommende album. Ud af disse møder vokser en lang række sange – og da man efterfølgende går i studiet for at indspille, viser det sig hurtigt at den gamle kemi mellem de tre musikere, for alvor er tilbage. De beslutter sig for selv at tage den overordnede styring på det nye album – og selvom de i såvel produktion som sangskrivning samarbejder med en række forskellige mennesker, sikrer bandets store engagement at der bliver tale om et helt klart og meget veloplagt Michael Learns To Rock-album. Trioen beslutter sig også for at vende tilbage til deres oprindelige bandnavn. Forkortelsen MLTR blev indført da især det asiatiske publikum havde svært ved at udtale det lange navn. Men da det nye album på mange måder er baseret på musikernes glæde for at spille sammen og dermed er skabt på den kemi og den fælles fornemmelse for popmusik, der i begyndelsen af 90erne gav dem deres internationale gennembrud, føles det oplagt at bruge hele navnet igen. Af samme årsag får albummet den helt enkle titel MICHAEL LEARNS TO ROCK. Indholdet er 10 nye popperler - skrevet af Richter i samarbejde med svenske og danske sangskrivere som Johan Stentorp, Chief 1, Nick Jarl, Moh Denebi og John Gordon. Sangskrivere der har det til fælles at de også er producere – og hver især er de med til at iscenesætte deres sange på det nye album. Udover Lentz på guitarer, Wanscher på trommer og percussion og Richter på keyboards og karakteristisk vokal, medvirker også en lang række andre musikere – og på den fine ballade HOME TO YOU, hører man Richter i duet med den grønlandske sangerinde Julie Berthelsen.
Som optakt til det nye album tog Michael Learns To Rock i november/december 2003 på en omfattende klub-tur i Danmark - nærmest bandets første af slagsen, nogensinde. Populariteten kom så intenst og omfattende tilbage i ´91, at Michael Learns To Rock dengang tog springet fra de helt ydmyge spillesteder til de store scener med det samme. 2003-turen var endnu en understregning af den genfundne kemi musikerne imellem – og bød også på præsentation af en ny live-musiker, nemlig bassisten Ida Kristine Nielsen, hentet i det frugtbare musikmiljø i Århus, hvor også Michael Learns To Rock i sin tid opstod.
Som optakt til det kommende album udkom singlen FROSTBITE i Sverige og Danmark – og markerede sig i begge lande hurtigt som endnu et stort radiohit for Michael Learns To Rock, der dermed på bedste vis havde gjort opmærksomme på at der stadig er masser af liv i bandet.
- C21
- Esben, Søren og David indtog mangt et pigehjerte og vandt tilmed respekt hos adskillige mere seriøse musikfolk, da de i starten af 2003 udgav deres selvbetitlede debut album, ”C21”, gik top 10 på hitlisten og modtog en guldplade for albummet... Det var første gang i nyere tid, at Danmark fik en decideret drengeband succes. Forklaringen ligger nok i, at det denne gang var musikaliteten og talentet der var i højsædet. C21 skriver selv både tekster og musik, ligesom de foruden alle vokaler selv svinger de seksstrengede...
C21 optrådte landet tyndt med yderst overbevisende koncerter, der har frembragt citater i ledende medier, så som at ”C21 er Danmarks boyband konger” og ”vokalmæssigt kan de måle sig med internationale navne som Westlife”.
Mange kender allerede ”All That I Want”, der er første single fra det nye album, og som spilles flittigt på radioerne over hele landet. Singlen udkommer i handelen i dag, mandag d. 19. februar. Nummeret er et forfriskende pust af fest og forår, der er skrevet af Søren fra C21 i samarbejde med Remee, og produktionen er varetaget af en ligeledes kompetent kraft, nemlig Anders Schumann (Erann DD, Jon, Det Brune Punktum, Martin Brygmann m.fl.). Udover Anders Schumann (Mallbros) finder man også sangskrivere og producere som DeeKay (Blue, S Club, Maria Lucia, mfl...), Musicano fra Sverige og ikke mindst Lars Quang, der også er kendt fra C21´s sidste album.
Debut albummet ”C21” solgte 100.000 officielle eksemplarer i Asien og indbragte et par guldplader!
- Brother + Sister
- Gigi og Sonny er 2 talentfulde Pop / RnB syngende og dansende artister. De startede med at indspille musik og give live-koncerter i sommeren 2000, og nu er de i gang med deres 4 sommerturne rundt i Danmark. De er unge og fyldt med musikalitet og vitalitet, deres koncerter er altid meget festlige. De komponerer ny musik jævnligt og har altid et par nye sange med på scenen
Deres debut Album med titlen Brother + Sister er udkommet med egne originale sange, albummet er også udkommet i udlandet og puplikum har taget fantastisk godt imod det.
- Åh Abe - Alberte
- Alberte har, som en af de meget få, haft et stort og trofast publikum såvel blandt børn som blandt de voksne. Med rollen som Luna i den elskede børneserie BAMSE OG KYLLING, er hun gået lige I hjertet på de fleste børn.
Alberte medvirker også på mange af Åh abe pladerne, bl.a. med tittelsangen til nr. 4 I rækken, ”Hej Frede”. Hendes største hit for børn, må nok være ”Tju bang chockolademand” fra albummet under samme navn. Alberte er også at finde på Mek Pek & Habbasutternes nye CD ”GUM GUM GUMMIAND”, hvor hun synger duet med Mek i ”Det sir vi ikke noget om til børnene”.
Når hun optræder spræder hun varme, glæde og godt humør til alle der lytter med. Alberte er simpelthen Alberte og Luna I en og samme person. Sjov, lidt skør og meget sød – og så har hun verdens dejligste stemme. Alberte er et sikkert hit, for alle børn og andre mennesker.
- Åh Abe - Mek Pek
- På grund af sin dybe respekt – og forståelse – for børn som målgruppe, er Mek Pek ikke uden grund blevet betegnet som landets sødeste og mest sympatiske børnelokker. Igennem hele sin karriere har energiske og myreflittige Mek Pek været et uhøjtideligt og humoristisk indslag på den danske musikscene. Med forbilleder som James Brown, Miles Davis, Prince, Elvis og ikke mindst Dirch Passer har han skabt sin egen musikalske niche, og han dyrkede således rap-musikken længe inden den slog igennem her til lands.
|
4 år , 180 dage , og 9 timer siden
|