Skovlunde Koncert

Skovlunde koncert lørdag den 11. august 2007

Razz

Razz

Fænomenet Razz har på kort tid taget den danske musikscene med storm.

Razz blev printet ind på alles nethinder, da han sang, dansede og rappede sig ind i alles hjerter ved "det danske Børne Melodi Grand Prix 2002",­ som han vandt i suveræn stil med børnehittet over alle børnehits i 2002, "Kickflipper".

Sejren førte Razz til den nordiske finale i "MGP Nordic" foran et udsolgt Forum med 8.000 festklædte Razz fans og 1,5 millioner seere bag skærmen, også her hjemførte Razz - uden slinger i valsen - en sikker sejr over de svenske og norske deltagere.

Succesen førte til udgivelse af Razz første soloalbum "Kickflipper", som debuterede direkte på 1. pladsen på salgslisten og blev solidt liggende der i mere end 5 uger. Pladen ligger fortsat­ højt på listen, og har opnået både guld og platinstatus for et salg på næsten 100.000 stk.

På koncertfronten har Razz også slået alle rekorder, og det er vist de færreste 13-årige, som kan berette om flokke af hysteriske teenagepiger, der ved næsten Beatles-agtige tilstande overnatter foran spillestederne i op til et døgn inden Razz koncerterne for at få en god plads forrest i de tætpakkede koncert sale.

Razz har som intet andet børneidol dannet mode i Danmark, og vi kender og elsker ham og ­hans charme, glæde, melodiske sange og hans akrobatiske dans hitter i målgruppen fra 3 til 15 år.

Det længe ventede andet album er nu på gaden. Med verdensgiganten Universal Music som pladeselskab i ryggen, er der lagt op til endnu et brag af en Razz fest ­og hele Danmark er inviteret!

Den ny cd "Kast Dine Hænder Op" byder på 14 festlige individuelle rapsange. Sangene tager mest udgangspunkt i, hvad der sker i min verden - min skole - mit hjem ­og hos mine venner.

Det er f.eks. emner som genert ­kærlighed, ­og om det at være alene ­teenager, siger Rasmus, som bor i Aalborg med sin familie: Storebror Rune - mor Helle og far Palle.

Razz er således klar til at "nedlægge" Danmarks ungdom i alle aldre, når han sammen med sine 2 dygtige dansere ­Lars-Peder og Lasse samt multi musikeren Peter Dyring - tager på koncerttour i foråret.

Nik & Jay

Duoen, der er blevet kritiseret for at være platte, mandschauvinistiske og det, der er værre, vandt ved Danish Music Awards prisen som årets nye danske navn.

Nik & Jay

Juli 2002: Kun udenlandske sværvægtere som Elvis Presley, Eminen og Ronan Keating, er i stand til at sælge flere singler i Danmark end et par danske debutanter ved navn Nik & Jay. Med deres manifeste kendingsmelodi, bare kaldet NIK & JAY, spiller de to unge musikere sig ind i såvel toppen af den danske salgsliste, som på listerne over de mest spillede sange på dansk radio og på de danske dansegulve. Sangen er direkte, ekstremt iørefaldende - og er på dansk! Nik & Jay fortæller om sig selv, om drømme, længsler og lyster - og behandler det danske sprog med sjælden skarphed. At musikken så også er særdeles velproduceret og iørefaldende, er bare med til at skærpe nysgerrigheden: Hvem fanden er Nik & Jay?

Juli 1996: rundt omkring i de københavnske forstæder dyrker en flok drenge skateboards, rapmusik og partycrashing. Stilen og livet er total undergrund - og undervejs finder fem drenge sammen i et venskab der varer ved, skønt de hver især skal prøve en masse forskellige ting af, inden de sammen beslutter sig for at lave et musikalsk kollektiv med ambitioner om at nå helt til tops.

Nik & Jay (begge 21 år gamle) er både rappere, sangere og sangskrivere - men med i historien om dette nye danske musikfænomen, hører også producerteamet Jon & Jules og executive producer/manager Thomas Mårtensson. Fem drenge, i alderen 21 - 25, der har kendt hinanden siden teenage-årene - og nu sammen har lavet det ambitiøse Nexus Music, med fælles ambitioner om at sætte kraftige aftryk på nu- og fremtidens danske/udenlandske musik: “Tænk stort/Tænk frækt/Tænk nyt”, som det hedder i en af teksterne på det kommende album fra Nik & Jay. Erfaring har de fem bagmænd masser af: Nik & Jay har rappet og sunget i årevis, først i klar undergrunds-stil og siden med det erklærede mål bare at lave det de har lyst til. Jon & Jules har haft adskillige successer gennem årene og kan arbejde i de fleste genrer - mens Mårtensson har haft en mangesidet karriere i musikbranchen, der har ført ham fra radiostationer over pladeselskaber til en karriere som manager og musikalsk igangsætter.

Nik & Jay´s debutsingle er altså første udspil fra dette danske svar på produktionskollektiver som Wu Tang Clan og So Solid Crew - og den stramme, synkoperede, coole og særdeles iørefaldende sang, er betegnende for stil og tone hos Nexus music, der arbejder ud fra devisen: “Der er ingen regler - bare det er fedt!” Meget betegnende for holdets tro på egne kræfter og talenter, blev første demo med Nik & Jay bare sendt til et enkelt dansk pladeselskab - der med det samme så potentialet og tilbød pladekontrakt. Og at de så rigtigt blev bevist så snart singlen var på gaden. Allerede i første uge gik Nik & Jay ind som #3 på den danske salgsliste (en særdeles sjælden ting for danske debutanter), mens singlen sideløbende bevægede sig op i toppen af såvel Dancechart DK som på radiostationernes spillelister.

Pt. arbejder Nik & Jay og deres musikalske bagmænd ihærdigt på at færdiggøre et helt album med Nik & Jay - og de der har hørt demoerne til albummet, siger samstemmende at her virkelig er godt nyt fra den unge danske scene. Ultra-melodiøse tracks med sjældent direkte og ærlige tekster om livet som ung dansk mand anno 2002 - helt igennem nærværende og ærligt og uden den sædvanlige macho-bullshit, scenen ellers er kendt for. Og overalt serveret i en stærkt produceret musikalsk blanding, der blander rap og hip hop med R&B, soul, pop, two step og alt hvad der ellers fungerer. Fremtiden er først lige begyndt for Nik & Jay - og du kommer med garanti til at høre meget meget mere til denne begavede musikalske familie i fremtiden.

Dodo & the Dodo's

Dodo & The Dodos

Dodo and the Dodo's har gennem de sidste 14 år slået sig fast som et af dansk pops største navne. Med tidsløse hits som "Lyset i mit hjerte", "Sømand af verden" og "Giv mig hvad du har" sang Dodo sig ind.. og gør det stadig!

I disse dage gør Dodo and the Dodo's sig klar til den helt store tour. Sidste udgivelse fra pop-gruppen kom i '99 og denne sommers koncerter vil blive benyttet i produktionen af det 6. udspil, der bliver et kombineret studie- og live album, hvorfor numre fra bl.a. Tivoli koncerten i København vil indgå.

For 12 år siden TV-debuterede Dodo & The Dodo's hos Jarl Friis Mikkelsen og Hans Otto Bisgaard med singlen "Giv Mig Hvad Du Har". Kort forinden havde Dodo Gad begejstret det ganske land med sin kraftfulde optræden sammen med det danske VM-fodboldlandshold på "Re-Sepp-Ten" - den bedst sælgende single herhjemme nogensinde.

I januar 1987 besatte Dodo & The Dodo's de to øverste pladser på hitlisterne med singlerne "Giv Mig Hvad Du Har" og "Go’ Nat" fra Sonny Souffle Chok Show. Tre måneder senere udkom debutalbummet med "Vågner I Natten". Dodo & The Dodo's slog alle rekorder og fik status som det mest solgte debutalbum nogensinde med et salg på over 180.000 eksemplarer.

I efteråret 1988 sang danskerne med på hits som "Sømand Af Verden " og "Hvis Det Bli’r" fra album nummer to. Albummet blev fulgt op af en række koncerter og rundede 250.000 solgte eksemplarer. I juni 1990 udkom "3" med blandt andre sangene "Vi Gør Det Vi Kan Li" og ikke mindst balladehittet "Pigen Med Det Røde Hår", som Jens Rud sang.

I sensommeren 1992 udkom "4" med "Giv Mig Skibene Tilbage" og "Lev Livet Nu" som TV2-sporten brugte som signaturmusik i forbindelse med dækningen af sommer-OL. Tre år senere dukkede "Største Hits" - der samtidig var Danmarks første kombinerede CD og CD-Rom - op i butikkerne. Dette opsamlingsalbum rundede hurtigt et salg på 150.000 eksemplarer og viste tydeligt, at Dodo & The Dodo's sange stadig var - og er i høj kurs. Ved den lejlighed meldte Dodo'erne, at de måske havde et nyt album på vej. Det kom på gaden den 2. november 1998, og det er netop tonerne fra denne succes, vi stadig nyder.

Zididada

Jimmy Colding og Danny Linde. Foto: Robin Skjoldborg.

Den gamle billardregel nummer 1: ”Gå efter dit første indskud” har været en tro følgesvend for Zididada under arbejdet med deres nye og stærkt imødesete tredje CD, Happy Fool. Uden at blive et decideret mantra for den populære popduo har udsagnet været vejviser, når tvivlen dukkede op i studiet. Og det gjorde den af og til, selv om sangeren Jimmy Colding og guitaristen Danny Linde var sikre på én ting: De nye sange skulle leges frem. Ikke noget med at være fortænkte og heller ikke noget med at gentage sig selv, for som det hedder i en af de nye sange: ”Better be true to what´s inside”.

Intet ville have været nemmere for Jimmy og Danny end at lave en treer på samme måde som Welcome To Zididada (1999) og Have A Zididada Day (2000). Men de har smidt skabelonen ud, og selv om de ikke fornægter deres fortid - de er tilmed stolte af de to første albums - har de denne gang grebet sagerne noget anderledes an. De har dyrket den gode, klassiske popmelodi i en række sange, som er en smule mere afdæmpede og dermed anderledes end mange af deres gamle, højtråbende partybomber. Men det er stadig umiskendeligt Zididada: Lige så overrumplende, frækt og underholdende som altid. Parret hylder livet og har fortsat en stor lyst til at sprede glæde, men en lille snert af melankoli kan ikke fornægtes i flere af sangene, og dermed har albummet fået et ekstra lag. Happy Fool ligger dog langt fra tidens populære klynkerock, for parret hopper ikke på en smart trend. Udviklingen er derimod helt forståelig, for efter tre år i popmanegen med 180 kilometer i timen og flere hundrede koncerter er Jimmy og Danny stoppet op og har givet sig selv tid til at reflektere lidt over de mange oplevelser, de har haft siden gennembruddet i slutningen af 1998 med sangen Please Ya, Lisa. De har set, hvordan en stigende Robinsonificering trænger sig på i musikmiljøet, og med et stort glimt i øjet kommenterer de det i sangen Fake It: ”I´m gonna fake it ´til I make it / ´cause every day I see how they do it on TV”.

Men Zididada forsøger ikke at løbe fra deres egen rolle som gøglere. Bedre end nogen ved de, hvordan det forpligter at have et udadvendt job og stille sig op på scenen for at underholde. Som et af landets bedste livebands er de sig deres ansvar bevidst, og flere af de nye sange skal nok gå hen og blive publikumsfavoritter, som radiohittet Walking On Water allerede er. På samme måde som Please Ya, Lisa, Rock My Boat, Sugartop og Zididada Day er det blevet fast inventar på jukeboxen, når danskerne holder fest.

Formlen er, som det lyder i titelsangen: ”Close your eyes and smile / It comes so naturally”. Det ved Zididda og viser det på deres nye album. Men bedst af alt har parrets selvvalgte eksil fra offentligheden modnet Jimmy som sanger. Eller også har han blot haft godt af at spare på krudtet i et stykke tid, for han har aldrig sunget bedre end på Happy Fool. Han tager kampen op med tidens populæreste boybands i flødefede popklaskere som Save Me Tonight og It´s Gonna Be Allright, og han synger den meget ambitiøse Lean On sikkert i havn, mens Danny til gengæld vrider i sine guitarstrenge og tager revanche i den potente afslutningssang, Bob. Inden da har parret præsenteret en smuk kæde af popperler i andre nuancer, men med den træfsikre melodi som fællesnævner. Zididada kommer med andre ord musikalsk godt omkring på Happy Fool, men uden på noget tidspunkt at miste fokus.

Udviklingen kan skyldes, at Jimmy og Danny er blevet en lille smule modne og har skiftet rommen og colaen ud med et godt glas rødvin, men de er ikke blevet kedelige. Og med nysgerrigheden i behold har de indspillet en række sange med det formål, at ”skabe noget levedygtigt musik, som vi selv har lyst til at høre om ti år”, som parret siger. Om det kommer til at holde stik, er nok for tidligt at afgøre, men det nye album har kvaliteter som kendetegner mange gode langtidsholdbare popplader.

Happy Fool er indspillet og skabt i tæt samarbejde med produceren Erik Fryland. Han er arkitekten bag lyden ligesom han var det på de to første albums. Indspilningerne fundet sted over de seneste tolv måneder i det legendariske Wifoss studie på Frederiksberg, som gruppen har købt og omdøbt til Popland.

Zididadas blå bog:

Zididada blev dannet, da popsangeren Jimmy Colding mødte bluesguitaristen Danny Linde en sen aften på spillestedet Mojo i København i marts 1997. Jimmy ville slå ihjel for en pladekontrakt, Danny blot lade sine fingre løbe op og ned ad guitaren. Modsætningerne udløste en særlig energi, og efter at have udvekslet høflighedsfraser og demobånd blev de venner og begyndte straks at komponere musik. Deres allerførste sang, Please Ya, Lisa, skaffede parret en pladekontrakt med EMI-Medley og et gedigent hit i efteråret 1998.

Debutalbummet, Welcome To Zididada, udkom i marts 1999 og blev en stor publikumssucces. Mere end 40.000 danskere tog albummet til sig, og Jimmy og Danny tog på turné og spillede røven ud af bukserne på stort set resten af musik-Danmark. Energien var så voldsom, at den nåede helt til Sydafrika, hvor Please Ya, Lisa blev nummer 1 på hitlisten samme år. Herhjemme blev Rock My Boat og Sugartop også store hits, inden parret gik i studiet og indspillede deres andet album, Have A Zididada Day. Det udkom i oktober 2000 og blev en lige så stor succes, solgte også over 40.000 eksemplarer og kastede hits af sig som Zididada Day, You And I (La La La) og Los Reventados.

I 2001 indspillede de sangen I’m Not A Freak til fordel for Dansk Handicap Forbund og begyndte arbejdet på deres tredje album Happy Fool, som udkom den 30. september 2002. Forinden var Walking On Water blevet et stort radiohit.

Zididada er….

"Jimmy er lavet på majs, jeg er lavet på korn, vi gror begge to, og det går opad, men det er hver sin frugt". Danny om forskellen på sig selv og sin kollega i Zididada.

Jimmy Colding blev født den 10, juli 1969 i Rødovre og er udlært maskinarbejder. Han arbejdede et år som svend, men 14 dage før han skulle på teknikum, skred han fra det hele og flyttede til København, hvor han meldte sig på en musikskole. Nu skulle han være musiker, og han var overbevist om at komme til at lave en plade inden for et år. Der skulle dog gå syv, men så var det også en plade, der blev lagt mærke til, for Zididadas første album, Welcome To Zididada, solgte i mere end 40.000 eksemplarer og gjorde Zididada til et af landets helt store popnavne.

Danny Linde blev født den 19. Juli 1968 på Nørrebro i København og har ingen uddannelse. Han har villet være musiker, siden han var 11 år og har levet af at spille blues, lige så længe han kan huske. Dog af og til suppleret med lidt kroner fra en tjans som postbud. Stod det helt galt til med økonomien, tog han ud på Kofoeds Skole og huggede brænde for at få til et måltid mad og en tistyks. Han har aldrig haft lyst til at lave plader, men efter at have mødt Jimmy kom han på andre tanker, og i dag har han tilmed skabt to plader af guld.

Udover Jimmy Colding og Danny Linde består gruppen af:

Shu-bi-dua

Shu-bi-dua

Tag godt imod den musikalske besøgsven, Danmarks bedst kendte drengeklub, alle tiders største danske familiepop-succes, SHU-BI-DUA. Tre år efter "Shu-bi-dua 16" er Michael Bundesen & Co. nået til - ja, rigtigt gættet, "Shu-bi-dua 17", som rummer alt, hvad fans i alle aldre med god ret kan forlange af en ægte Shu-bi-dua-plade: En stribe aldeles uimodståelige syng-med-numre med tekster, der bobler og gynger af lune og underfundigheder. Rent musikalsk er der denne gang ganske enkelt frit valg på alle hylder.

I løbet af knap en time når Shubberne rundt fra den mest hårdtpumpede og højgearede guitar-rock'n roll, som må få selv landets mest hårdhudede heavy-freaks til at tigge om nåde (i "Paparazzi") til det mest forfinede og pompøse tenor-opera af flotteste Pavarotti-aftapning ("Vi elsker rock"). Og så ville Shu-bi-dua ganske enkelt ikke være Shu-bi-dua uden den meget karakteristiske, behageligt slentrede opsang, som gruppen har gjort til sit varemærke.

Stil selv ind på en sang som "En stor familie" eller "Manden på bænken" for slet ikke at tale om den ikke så lidt frække "www" - om noget af det, man ikke kan foretage sig på internettet - som beviser på, at Shubberne stadig kan skabe skarptslebne hits fra samme skuffe som eksempelvis "Askepot". Vel at mærke uden at gentage sig selv og jorde rundt i samme spor.

Og selv efter at have eksisteret i 27 år skal Shu-bi-dua jo nok vise sig at overraske en og anden ved at give den som en af tidens mange drengeorkestre i bedste Backstreet Boys-, N'Sync- eller Boyzone-stil - "We Are Together" er intet mindre end historien om "Nappa & Nylon & Gummisko" én gang til, altså unge sangere på vej frem i livet og op i karrieren, men fortalt med alle de virkemidler, som vore dages slebne boysbands bruger.

I sine tekster er Shu-bi-dua ganske som gruppen plejer at være - og sådan som alle generationerne kan lide den: med på meget af det frække og vovede, fyldt med venlig satire og ironi - over forbrugersamfundet i "Dyrt men dejligt" med livet som én lang og meget dyr Lykkehjuls-gavebod, over samfundsræset i "Manden på bænken" eller over aldrig slumrende formynderi i "Den anonyme dranker". Samtidig har Shu-bi-dua denne gang rendyrket, hvad man kunne kalde "den nye ærlighed". Med tekster, der med stort lune og høj energi, men uden ironi og andre filtre går lige til sagen og ind til benet.

Som hyldesten til familien, der - trods alt - er værd at holde af og sammen på i "En stor familie". Og besyngelsen af den eneste ene uden forbehold i "Min kær'ste". For slet ikke at tale om Shu-bi-duas vel nok mest vedholdende kurmageri i "En dans med dig".

Alt i alt er Shu-bi-dua ganske som pigen i "Min kær'ste" - med på den værste. Fyldt med popmelodier, der sprutter og spræller og med tekster, der lægger op til fest og farver og fuld fart frem - men som altså også rummer dybder for dem, der ikke bare bliver hængende én, men mange gange.